Tak for din kommentar, Freddy.

Jeg kan love dig for, at de fleste af os (af hankøn) sagtens kan få hår på brystet, og samtidig undvære at blive udsat for mobning. Selvfølgelig bliver nogle lidt hærdet af dårlige oplevelser – men det tager tid. Hvorimod andre, må leve et liv med reduceret selvværd og angst grundet dårlige oplevelser med mere eller mindre systematisk mobning.

Net-mobning.dk bruger mange ressourcer på at informerer og rådgive mod mobning. Der er mange, der har behov for at blive lyttet til. Hår på brystet eller ej 😉

1000 tak for at du deler dine oplevelser med os. Det lyder godt nok til, at du som barn havde en vanskelig og svær tid. Det berører mig at høre, at du den dag i dag har det svært. Desværre kan mobning være så alvorligt, at det forfølger en, langt ind i voksenlivet…men der er for mange et håb for, at man på en måde, med tiden, lærer at leve med mobningen og dens konsekvenser. Det håber jeg virkelig også sker for dig.

Jeg håber også, at du får den fornødne støtte i forhold til din depression. Du er naturligvis velkommen til at skrive til vores Mail Rådgivning på raad@net-mobning.dk, hvis du ønsker.

Kh

Vil bare rose dig for dit mod, at du deler din historie ! Jeg tilbyder i samarbejde med Annlil Frolov et gratis online miniprogram der tager fat i selvværd og selvtillid, som handler om at tro mere på sig selv. Du er meget velkommen til at afprøve det. Det koster ikke noget.

Du kan høre mere om det – samt hvem vi her her
http://hardutid.dk/tro-paa-dig-selv

Må 2013 blive dit år pt

Kærlig hilsen
Christina Christiansen

I min tid i folkeskolen, mødte jeg altid som en af de første fordi jeg var og det er jeg stadig bange for rum fyldt med mennesker, jeg blev mobbet pga. Mit tøj, mit hår, min lugt og min familie, min familie er det man kalder en dysfunktionel familie med en far der drak og en mor der ikke magtede opgaven, at passe os børn, hvilket tit betød at vi kom i skole uden at have været i bad, beskidt tøj, ingen madpakke, og lektierne var aldrig lavet, som sagt så var jeg det nemme offer, der altid blev slået,kaldt øge navne og fik skylden hvis der var et eller andet galt i klassen, så var næsten alle ret hurtige til at pege på mig som syndebukken.

Jeg begyndte ret tidligt at pjække fra skole, hvor jeg i stedet satte mig under en bro der var på min vej til skole eller i en nærliggende skov hvor jeg græd noget af tiden, men samtidigt jo også havde et frirum hvor jeg kunne være mig selv.
Lige pt er jeg syge meldt med en svær depression, som jeg er bange for trækker tråde tilbage til tiden i folkeskolen:-(

Dette var et lille udpluk af min historie, som ellers ville fylde meget mere, og hvorfor skriver jeg så det her, det gør jeg fordi jeg ville ønske at der havde været et program som det Silas Holst laver nu, dengang som jeg så kunne have haft meldt mig til, stor respekt her fra til Silas Holst
Kh
Pt